Tilbage til Clearhaus.com

Danske fintech-virksomheder slår sig sammen i nyt europæisk betalingseventyr

4 maj 2020

De danske fintech-virksomheder ANYDAY og Clearhaus går sammen ind på det norske og spanske marked. På trods af konkurrence fra giganter som Stripe, Klarna og Paypal.

Jonas Overgaard, CEO, ANYDAY & Claus Christensen, CEO, Clearhaus
Jonas Overgaard, CEO, ANYDAY & Claus Christensen, CEO, Clearhaus

Clearhaus og ANYDAY indleder i dag et nyt samarbejde, der skal udfordre de etablerede spillere på det norske og spanske marked for online betalingsløsninger.

Partnerskabet baner vejen for en all-in-one platform for spanske og norske butiksejere, der vil sælge deres varer online. En platform, hvor ANYDAY agerer gateway og Clearhaus stiller med indløsningsteknologien. Mens ANYDAY er ny i klassen har Clearhaus stor erfaring fra branchen.

“Da vi lancerede i Danmark i 2015 tog vi hurtigt 10 procent af markedet, fordi vi bare kom med en bedre løsning end Nets. Det håber vi, vi kan føre videre til Spanien og Norge sammen med ANYDAY,” siger CEO, Claus Methmann Christensen og fortsætter:

“Vi har et godt mix af overlegen teknologi, fysisk tilstedeværelse og et kendskab til kunderne, der gør os meget fortrøstningsfulde.”

ANYDAY har allerede opsat kontorer i Spanien og ansat spanske og norske medarbejdere, som kan hjælpe de nye kunder på vej. De to virksomheders togt ud i Europa er derfor en kombination af Clearhaus’ teknologiske ekspertviden og ANYDAYs fysiske tilstedeværelse. Den kombination er nødvendig, når man konkurrerer med verdens største betalingsplatforme.

“Det er enormt dyrt at sælge varer online i Spanien og Norge, fordi Stripe, Paypal og Klarna dominerer markederne. Men vi har forberedt os godt, og kommer til at være virkelig konkurrencedygtige. Både på pris og teknologi, men også på support-området, hvor vi har folk til at hjælpe vores kunder fra 08-20 alle hverdage,” siger CEO hos ANYDAY, Jonas Overgaard.

Det samlede marked for online-køb i Norge og Spanien vurderes til at være på op mod 300 milliarder kroner værd. Det danske partnerskab kommer til at tilbyde de spanske og norske kunder en all-in-one aftale med gratis oprettelse og et gebyr på 1,49% i Norge og 1,35% i Spanien.

Kontakt for mere information

Anders Holmgaard, presseansvarlig, Clearhaus, tlf. 60704967

Om Clearhaus

Clearhaus er et betalingsinstitut og en indløser med europæisk licens, der servicerer mere end 11.000 online forretninger i 33 lande med simple og sikre betalingsløsninger. Ved at benytte sig af Clearhaus kan webshopejere acceptere betalinger fra bl.a. Visa og Mastercard på 1-3 dage. Som foregangsvirksomhed inden for betalingsteknologi var Clearhaus først i Danmark med at tilbyde Apple Pay og Google Pay som betalingsmetoder til webshops. Virksomheden er også Visa og Mastercard Principal Member. Clearhaus har hovedkontor i Aarhus og beskæftiger ca. 50 ansatte.

Om ANYDAY

ANYDAY er en online betalingsløsning, der samler indløser og gateway under ét tag. De tilbyder lave transaktionsgebyrer, fri onboarding for webshops og en professionel kundeservice fra 08-20 i alle hverdage. Med kontorer i både Spanien, Thailand og Danmark tilbyder de dansk-, norsk- og spansktalende kundeservice 08-20 på alle hverdage.

Stil et spørgsmål

Later
Send

Helpdesk Suggestions: