Tilbage til Clearhaus.com
Tilbage til bloggen

Boost din SEO med ordbøger, guides og how-to’s - og bliv samtidig thought leader

Du ved nok godt, at SEO - eller search engine optimisation - er en vigtig del af online markedsføring. De fleste danskere starter med en google-søgning, når de skal shoppe online, og det er også her, de finder svar på alle deres spørgsmål. Derfor er det rigtig godt for forretningen, hvis din side dukker op blandt de øverste søgeresultater. Men hvordan gør man lige det?

Når du skal i gang med at keyword-optimere din hjemmeside, skal du gøre to ting. 1) sætte dig i kundernes sted og 2) bruge en komplet søgeordsanalyse og ikke bare gætværk. Punkt 2 er faktisk vigtigst. Du kan eksempelvis bruge Googles keyword planner, som giver dig en oversigt over, hvilke ord og sætninger, der bliver søgt efter oftest. Du får endda forslag til relaterede søgeord. Det er primært disse ord og vendinger, som du skal indarbejde i diverse tekster på din hjemmeside.

Punkt 1 kan derimod hjælpe dig med at komme på ideer til godt content. Du skal selvfølgelig sørge for at have gode kategori- og produktbeskrivelser på alle sider, men du kan altså gøre meget mere end “blot” det. Her skal du tænke som kunden - hvad kan de overveje, søge efter eller skulle brug hjælp til, når de bruger (eller skal købe) det produkt, som du sælger?

Hvis du sælger noget kreativt, kan du f.eks. lave et univers fyldt med opskrifter og guides til spændende kreative projekter. Du kan endda spørge dine kunder, om de vil dele ud af deres kreationer, så det kan give inspiration til andre. Sælger du derimod noget teknisk, kan du måske lave en masse “how-to” guides - både til opsætning, vedligeholdelse, reparation, brug og alt muligt andet. Du kan også vælge at lave en ordbog, som forklarer alle de komplicerede begreber, som bruges i forbindelse med det produkt, som du sælger. Igen kan du bruge Googles keyword planner som pejlemærke - her kan du nemlig finde ud af, hvilke problemer og spørgsmål, som din målgruppe render rundt med.

Alle disse content-ideer har én ting til fælles (udover at booste din SEO) - de hjælper din målgruppe. Det betyder altså, at du kan opnå en rolle som kundernes go-to-sted, når de har brug for hjælp til noget, der har med dit produkt at gøre. Det er en rigtig god strategi, for hvis folk føler, at de får noget ud af din side, er der stor sandsynlighed for, at de anbefaler den til andre. Det er også positivt, fordi du vil opnå god kendskabsgrad hos folk, som endnu ikke har handlet hos dig. Hvis de altid henter information hos dig, ligger du også top-of-mind, når de skal købe nye produkter. Derfor er det altså værd at overveje - det er tidskrævende, men det kan til gengæld give rigtig meget igen!

En virksomhed, som har haft stor succes med denne strategi er Dinero. I slutningen af 2017 gik de i gang med et kæmpe stort projekt - Danmarks største regnskabsordbog.

Dinero og deres ordbog

Dinero står bag et af Danmarks mest populære regnskabsprogrammer. Selvom mere end 200.000 virksomheder har prøvet deres program, vil de selvfølgelig gerne have flere brugere. Og det har de valgt at forsøge at få med en ordbog. Det er nemlig langt fra alle virksomhedsejere, som ved en helt masse om regnskab. Det betyder, at disse virksomhedsejere ofte må ty til Google for at få det hele til at gå op og give mening. Dineros plan var derfor at lave én side, hvor man kunne finde svar på alle regnskabsrelaterede spørgsmål - og på den måde kunne de blive go-to stedet for danske virksomhedsejere.

Dineros regnskabsordbog sorteret alfabetisk

Dinero satte altså en masse tid og penge af til dette projekt, men der skulle skrives over 500 artikler, og det var lidt for stor en mundfuld for deres eget team. De gik derfor i gang med at undersøge muligheden for at outsource projektet - der var dog tre forhindringer:

  1. At hyre professionelle tekstforfattere til 500 artikler er en dyr omgang
  2. Det er de færreste tekstforfattere, der ved noget om regnskab (i hvert fald på det niveau, det kræver at formidle det videre)
  3. Det er desværre ikke alle freelancere, der er dygtige til at arbejde med deadlines

Løsningen var at kontakte tre etablerede tekstbureauer i Danmark og teste dem alle af med nogle tekster. Her blev både lagt vægt på kvalitet, pris og evne til at levere i så stor en volumen, som var påkrævet.

Som det nu engang går, var de dyreste også de bedste. Derfor blev de valgt, der blev opsat retningslinjer for tekst, opsætning og procedurer. Alle tekster blev tjekket, så alt spillede - både regnskabsmæssigt og sprogligt. Over de næste måneder blev artiklerne udgivet, og langsomt kunne det ses, hvordan den organiske trafik på ordbogen begyndte at stige - og den stiger stadig måned for måned.

Graf af Dineros organiske trafik, som viser en stigning i besøgende

Det var noget af et projekt, at skulle i gang med - men vi har intet fortrudt. For hvem tror du folk, som tidligere har fået svar på sit spørgsmål fra os, går til, når de beslutter sig for, at de skal have et professionelt regnskabsprogram? Bingo. Virksomheden, der hjalp dem for et halvt år siden, som de tilfældigvis også husker navnet på, fordi de har fået annoncer fra virksomheden de sidste mange måneder.

Remarketing

Det er ingen sag at lave en ordbog, men at lave en, der er så omfattende, at den dækker en hel branche og alle kunders behov er ikke nemt. Det kræver en masse research, en masse arbejde og ikke mindst en masse tid. Men er det så det værd?

Ja - for når du så har fået lavet den her skide gode ordbog, så kan du gøre brug af remarketing. Du kan altså installere en retargeting pixel på din side, og på den måde vil dine besøgende se annoncer fra dig på eksempelvis Facebook. Dine besøgende vil altså løbende blive eksponeret for dit brand, hvilket i sidste ende øger sandsynligheden for, at de en dag bliver kunde hos dig.

Når det kommer til SEO og content marketing, gælder det egentlig bare om at være kreativ. Brug keyword planner og sæt dig i dine kunders sted - hvilke behov har de? Og hvordan kan du imødekomme disse behov med forskellige tekster? Det er en tidskrævende process og kvaliteten skal være i orden, hvis det for alvor skal give pote - men investeringen kan altså sagtens betale sig!

Stil et spørgsmål

Later
Send

Helpdesk Suggestions: