Tilbage til Clearhaus.com
Tilbage til bloggen

3 ting du kan gøre, for at give dit abonnement mere værdi

Når du driver en abonnementsvirksomhed, konkurrerer du både med andre abonnementsvirksomheder og med “almindelige” virksomheder i din branche. For at skille dig ud fra disse konkurrenter skal du tilbyde noget særligt - og nogle gange kræver det, at man tænker ud af boksen. Det vil både hjælpe dig med at lokke nye kunder til og med at beholde de kunder, som du allerede har. Noget der er særligt vigtigt for abonnementsvirksomheder. Lad os se nærmere på, hvordan du kan gøre det.

1 Bliv ved med at tilbyde noget nyt og anderledes

Det er essentielt, hvis du ønsker at beholde dine abonnenter. Hvis du ikke bliver ved med at tilbyde noget af værdi, vil de før eller siden opsige deres abonnement. Selvfølgelig er det ikke lige vigtigt for alle typer abonnementsvirksomheder. Det er eksempelvis ikke lige så relevant for SaaS-udbydere og “køb og abonner”, som det er for virksomheder, der sælger abonnementsbokse og content. Hvis Netflix aldrig tilføjede nye film og serier til deres bibliotek, eller hvis Goodiebox udsendte de samme produkter igen og igen, ville deres kunder ikke blive i ret lang tid. Det kan også være en fordel at overraske dine kunder. Overvej en rabatkode, en håndskreven hilsen eller lidt slik i din næste sending.

2 Skil dig ud fra dine konkurrenter

Du er formentlig ikke den eneste, der sælger dit produkt/din service på abonnement. Det kan måske være svært at forbedre produktet i sig selv, men så kan du i stedet tilføje noget ekstra til dit abonnement - noget som folk ikke får, hvis de vælger dine konkurrenter.

Stræb efter at blive go-to stedet, når folk vil læse om dit produkt. Det kan du eksempelvis gøre ved at tilføje en blog, videoer, guides, tutorials, forummer eller kundehistorier til din hjemmeside. På den måde vil du kunne skabe dit eget lille univers, som kan være afgørende for, at folk vælger dig og ikke dine konkurrenter.

Hos amerikanske BirchBox bruger de denne strategi. Deres kerneprodukt er abonnementsbokse med kosmetik, men for at tilføje ekstra værdi har de en blog, hvor de deler guides og tips om makeup og hudpleje. Som en bonus kan de måske holde deres kunder engageret, mens de venter på den næste boks.

Toppen af BirchBoxs blog 'the Mag', hvor de deler tips om makeup og hudpleje.

Hvis dine primære konkurrenter sælger på engangsbasis, skal du fremhæve hvor nemt og simpelt dit abonnement er, samt hvor stor variation man får hos dig. Både for at bruge fordelene ved abonnement vs. engangssalg til din fordel, men også for at overbevise potentielle kunder om, at abonnementer er ekstremt nemme, og at det ikke er snyd (hvilket nogle mennesker tror). Se hvordan Dollar Shave Club gør det.

Screenshot from the website of Dollar Shave Club emphasising how easy their subscription is.

Et abonnement kan gøre livet lettere for forbrugere, så det er vigtigt at fremhæve. Med dit abonnement skal kunderne ikke forbi en butik og købe produktet jævnligt. De får automatisk en ny sending, når de har brug for det. Du skal også fortælle folk om den variation, du tilbyder. Fortæl dem, at du hele tiden opdaterer dit produkt/din service, så de konstant får noget nyt. Ligesom Netflix. De tilføjer hele tiden nyt indhold, så der altid er noget, kunderne ikke har set før. De har desuden indhold inden for et hav af forskellige genrer, så der er noget til enhver smag. På den måde sørger de for, at deres abonnement hele tiden skaber værdi for kunden.

Til sidst skal du gøre det klart, hvor nemt det er at være abonnent. Fortæl folk, hvordan de tilmelder sig, hvordan de ændrer deres abonnement, og hvordan de opsiger det. Du skal gøre det hele så transparent som muligt, så du overbeviser folk om, at der ikke er tale om en abonnementsfælde.

3 Lyt til dine kunder

Formålet med alt du gør, bør være at gøre dine kunder glade - og det gør du bedst ved at lytte til dem. Hvis du beder dine kunder om produktanmeldelser, vil du finde ud af, hvad de kan lide, og hvad de ikke kan lide. Når du ved det, kan du tilpasse dit produkt/din service til dem og på den måde gøre dem endnu gladere. Danske Goodiebox, som sælger abonnementsbokse med kosmetik, beder om anmeldelser af hver boks. For at sikre sig, at de får nok data, belønner de kunderne med “goodiepoints”, som kan bruges i Goodieboxs webshop.

Goodieboxs interface til produktanmeldelser, hvor kunder kan rate produkter og skrive en kommentar.

Brug disse 3 fokuspunkter til at give din kunder så meget værdi som muligt. Forhåbentligt vil det være nok til at slå dine konkurrenter.

Stil et spørgsmål

Later
Send

Helpdesk Suggestions: